Sejlermælk

Så kan du øs-regne med at der skal fixes!

Ja her har i os tilbage. Nu med 3 sejlende fartøjer – og en motorcykel, en bil og et hus.

Siden sidst er der næsten ikke sket noget…. altså lige bortset fra at vi er flyttet til Marstal på Ærø og har solgt lejligheden i København. Vi er blevet permanente øboere og det føles helt rigtigt. At gå fra et stk. andelslejlighed, sejlbåd + 3 børn til ølivet med hele den udvidede pakke, så giver det ikke den for øen så berømte følelse af ro og nærvær. Faktisk har vi aldrig haft så meget om ørene før.

Bevares der er jo heller ikke nogen der har sagt, at vi skulle flytte til provinsen bare for at komme til at kede os, vel?! Så det gør vi bestemt ikke. Kaptajnen plejer at dirigere slagets gang så godt som muligt, når motor, rig og andet er i udu og skal fixes. Løsningen har de sidste par år været: Mads tager sig af det, det er jo ham som er familiens fixeræv, og Kaptajn + unger spiser is og tager på legeplads, eller sådan noget i den stil. Det har fungeret glimrende.

Men med 3 vådliggerfartøjer, ja så er der selvsagt en hel del som løbende skal skiftes, fixes, lappes, smøres, strammes og generelt fejlfindes på, når det eksempelvis er Mumrikkens motor, som sætter ud. Jeg kan mærke at dette her indlæg kommer til at kredse om den ædle kunst at fixe noget med kvindeligt fortegn, så hvis du allerede nu tænker gab!, så kan du bare fortsætte med at sætte kaffe over, scrolle længere ned på din facebook eller vaske dine underbukser.

Det er nemlig sådan, at Elvira – familiens motorbåd, er blevet Kaptajnens, lille tykke kælebåd og Københavner platform. Det er Kaptajnen som stædigt holder fast i, at vi skal have en krog, og et skrog, i København, og at det vil være smart at holde fast i vores bådplads, nu hvor vi har slidt i noget der ligner 80 pligttimer med ukrudtslugning, buskrydning og diverse og at medlemsskab og pladsleje ligger i den billige ende. Derfor er det også Kaptajnen som må træde til når noget (igen) går i udu på den kære tykmavede dame og jeg vil vove den påstand, at det har været lærerigt at håndtere alt fra optagning, bundmaling, pøsning af uendelige mængder ferskvand som de danske vejrguder havde ladet falde på det kære skib, mens den lå på vand.

Jeg har ligget på knæ i brændnælder og tidsler og malet Elvira under maven. Jeg har tabt mine Dolce Gabana solbriller ned i selvsamme maling.

Jeg har fundet Jonas på havnen – en tidligere elev på HF søfart som er en ung stjerne på skibsmotorfixe-området. Og Jonas har lært mig hvordan man skifter en brændstofpumpe.

Denne sommer er læringskurvens særligt stejl for en dame-kaptajn som altid var igang med at rundsende sedler i fysiktimerne. For selvfølgelig har familien været ude på det vanlige sommertogt, selvom turen ikke blev så lang. 8 dage på havet blev det til i Mumrikkens trygge favn.

Joh… Vi må sgu nok indrømme, at vi inte kommer til Norge i denne omgang. Vi er faktisk lige på grænsen til Norge, ved Kosterøerne – så tæt på at der er bippet en sms ind med beskeden: Welcome to Norway. You might be obliged by law to stay in quarantine for 10 days. See all rules of quarantine and how to get tested at helsenorge.no/corona

Okay Norge, det gider vi altså ikke… Vi mødte også nogle andre danskere i Strømstad, som sagde at det ikke var særligt behageligt at komme fra Sverige og til Norge, fordi de hele tiden mistænksomt blev udspurgt om, hvor de var sejlet fra, og om de var raske. Lidt ærgerligt at vores primære destination ender med at forblive i mystikkens tåge. Men så kan vi jo blive ved at drømme om dybe norske fjorde og sild og spækhuggere lidt endnu.

Vores mystikkens vinterdestination, Thailand, hvor ingen af familiens medlemmer endnu har været, må også forblive på eventyrlisten lidt endnu. Thailand har nemlig Corona-nedlukket for indrejse for alle, der ikke har anerkendelsesværdige formål i landet. Fra Thailand til Ærø – Bang – så dukkede der lige et gammelt hus op der, som vi kan leje. En smuk historie hvori der indgår 3 hovedpersoner, som hedder Susanne er endt med, at vi flytter ind i Susanne Chang’s hus i Tranderup på Ærø den 15. oktober og oplever en ægte øbo-vinter på Ærø. Sådan er verden alligevel så smuk for den der tør afvente, at den er netop det, og at mulighederne (og heldet) nok skal vise sig, hvis man er åben for det. (I kombination med at man snakker om det til alle, der gider lytte).

Tilbage til øriget. Vi har det godt her i Skærgården. Det var som om, at den i forvejen smukke Skærgård, lige blev en tak smukkere og der blev lidt højere til himlen, som også blev så blå og fin – da vi rundede kalenderhjørnet fra juli til august. Fra en temmelig våd og forblæst juli, hvor den voksne besætning til tider var ved at gå fra forstanden og blive helt pip knald eller kass i kolan & körd i bollen – som man jo siger her i landet, var det som de mentale kortslutninger blev skiftet ud med et nyt og mere dopamin-ladet ledningsnet. Vi klara hyskan – for at blive lidt i svenskerslang – vi klarer ærterne som altid, når noget ellers begynder at se lidt svart ud.

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

Solen har simpelthen skinnet i 3 uger her i Skærgården, og fyldt besætningen med d-vitamin, energi og makreller. Vi købte en makrelharpe i Mollösund, som kom i brug efter solen brød frem, da vi sejlede fra Lysekil, og vi har simpelthen høstet så mange makreller på den harpe – det spiller lige efter vores fiskeformåen. Vinden har været lyseblå, og givet en perfekt fiskehastighed når vi sætter sejl (2-3 knob). Man har et plastikhåndtag med en meget lang line. På den er der fastgjort 5 kroge med blink samt et blylod, og den haler du bare efter dig, mens du sejler. Bum, så har du makreller til frokosten og aftensmaden og til en lille snack.

Selv Kaptajnen fanger makreller på harpen, fordi det er så idiotsikkert og nemt. Kaptajnen har ovenikøbet også nået ud over sin fiskedrabs-berøringsangst og har nogenlunde dyreetisk fået skåret hovedet af et par makreller, med en lille taksom bøn til Kong Neptun om, at vi skam sætter stor pris på de makreller havet er så gavmildt at give os. Vi har faktisk spist os igennem så mange makreller efterhånden, at det kun er lidt ærgerligt, at vi har tabt linen med krogene på, da den sad fast i det svenske grundfjeld mellem Kosterøerne og Strømstad. Kong Neptun tager også lidt igen – selvom det nu ikke er fedt at have tabt en lang plastikline ned i det irgrønne hav. Undskyld Kong Neptun!

Vi har udnyttet det gode vejr til at drøne rundt fra den ene lækre naturhavn til den næste. Fra Lysekil gik turen tilbage til vores yndlingsø Koljön, hvor der både var fantastisk teltplads og bålplads – indtil det viste sig at begge dele var forbudt. Det stod på et skilt lige der, hvor vi lagde til. Men man kan jo ikke se alt… Så nu er Koljön ikke vores yndlingsø mere.

Tilgengæld har vi opdaget Väderøerne, som ligger isoleret helt mod vest. De har fået navn efter det ofte temmeligt barske vejr, som raser her på de rå klippeøer. Väderøerne har fungeret som udgangspunkt for lods-arbejde og som fyr-ø. Begge dele er for længst afsluttet, så nu lodses der kun turister frem og tilbage i små rutebåde.

Øerne er bestemt et besøg værd, og Mads’s langskibs tillægning ved klippe i det smalle sund på nordvestsiden af hovedøen går over i historien som en virkelig beundringsværdig kraftpræstation, hvor teknisk snilde både vandt over stærk strøm, og utroligt lidt plads med farefulde klippeskær overalt.

Samtidig med alt dette så hjemmeskoler vi Anker og Frede hver formiddag fra kl. 09.30 til frokost. Det er dog ikke mor og far, som er lærere på skolen, men Frøken Pripps og Monsieur Le Bleu, som underviser. Monsieur Le Bleu er vist lidt glad for Frøken Pripps, men er bange for at få en personklagesag på halsen. Der er mange lighedstræk imellem mor og far og lærerne, men det fungerer nu meget godt med alter-egoerne, for så er det som om, det er lettere at træde ind og ud af skoletimerne, og Anker og Frede er helt med på den.

• 

• 

• 

• 

• 

Frede er stolt over at være blevet skoledreng og meget glad for sit penalhus, og vil helst lave skolelektier hele tiden. Anker er lidt mere forbeholden, og vi kan godt mærke at hans tidligere friskole ikke har haft deres fokus på de basale færdigheder i læsning og skrivning. Det halter noget bagefter, så læsetræning er en fast del af dagens skoleprogram. Men heldigvis er sådan en sejlende rejsende oplagt, til at bruge alt det omkring os som udgangspunkt for oplevelser og læring også.

Vi har vandret igennem Ronja-Røverdatter kløften i Fjällbacka i silende regn og strid blæst fra vest. Vi har løftet Mumrikkens 4 tons (i en kran) og skiftet zinkanoden, der var blevet ætset helt saltsvag. Vi har set stjerneskudsregn, (med en meget træt Anker), da perseiderne lavede lysshow hele natten på den perfekt stjerneoplyste himmel over Ramsö. Vi har set psykedelisk morild, spist fingertang og verdens måske nok bedste brombær på Ramsö. Vi har klappet en koster-ko på græs, været i badeland i TanumStrand og spist alt for mange is.

Vi har været ombord på en stor Amel ejet af et svejtsisk par. Vi har set store tissemænd, skibe, hvaler og mystiske tegn på klipperne ved Hvit-Lycke museet i Tanum, hvor bronzealderens helleristinger kan ses til overflod. Vi har prøvet at give makreller til det svejtsiske par, der godt ville give hånd til fremmede danskere med en syg rolling og byde dem på kage og kaffe, men som ikke ville drømme om at have fisk ombord…

• 

• 

• 

• 

• 

• 

Nu kan vi fra Kosterøerne ikke komme længere mod nord, uden at krydse grænsen til Norge – så nu sejler vi stille og roligt sydpå igen. Sommeren har besluttet sig for at sige farvel for denne gang, så nu regner og blæser det igen. Vi er i en hyggelig lille havn på Rössö, og bliver nok her det næste døgnstid, mens vi laver blåbærmarmelade og venter på, at blæsevejret skal tabe pusten igen ude over det dybe Kosterhav. Kaptajnen er nødt til at tage bussen tilbage til Strømstad imorgen, men her slutter beretningen for nu.

Solen farver horisontens klippesilhuetter sorte, mens mågerne skriger deres hyldest (de svenske måger siger ikke “faar”, som de nordjyske). Solen kravler langsomt op af havet til en himmel, som denne morgen i havnen i Lysekil er helt pastelblå. Kaptajnen er for en gang skyld stået op sammen med solen og længe før de andre besætningsmedlemmer – det er på denne tid af døgnet, der er mest ro på det gode skib.

Det er lykkedes familien Paluszewski-Hau, og deres sejlende sneglehus Mumrikken, at forlade Danmark.

Efter en tour de Nordjylland i regn og blæst, hvor vi blandt andet opdagede at Frederikshavn udover en Pikkerbakke har en lille “skærgård” i form af Hirsholmene, er vi nu sejlet til det sagnomspundne naboland: Sverige. Her flyver beredskabet rundt blandt øerne og henter alle de syge og døende svenskere, som er ramt af Corona, og vi er i karantæne på et kloster, hvor vi kun må drikke indviet vand…. Nej, sandt at sige, så mærker vi absolut intet til den igangværende coronakrise.

Men nu er det jo heller ikke fastlandet, vi rejser rundt i, men det fantastiske ø-rige, som udgør den vestsvenske skærgård.

Norge, som efterhånden bliver mere og mere sagnomsust på nærværende blog, var jo ellers vores destination. Lad os bare holde den der, på destinationslisten lidt endnu.

Du vil måske også gerne vide lidt om, hvad vi brugte tiden i Nordjylland på, inden vi kom så langt, som til at krydse en landegrænse. Vi blæste inde på Læsø, som sammenlignet med nogle af Danmarks andre øer, ikke havde så meget at byde på. Tilgengæld var den propfyldt at turister. Vi havde tænkt at leje en elbil – nix! for alt var booket en uge frem. Vi ville købe fisk, det opgav vi for køen var alt for lang. Vi ville spise på en cafe – det kunne vi ikke, da alt var reserveret resten af dagen. Vi ville tage bussen. Det kunne vi ikke, da den var for fyldt….. OSV. Men vi var så heldige at blæse inde ved siden af en dejlig familie fra Snaptun. Kristian og Litten har 3 drenge ligesom os, og efter at den voksne besætning på Mumrikken på grund af Skippers udmærkede havneguitar, var blevet inviteret på rosévin, fandt drengene hurtigt hinanden, og vi holder nu kontakt med familien på Inés, som sejlede til Norge efter indeblæsningen.

Ja så travlt har vi jo ikke her på Mumrikken, så vi sejlede tilbage til det nordjyske, og holdt fødselsdagsfest med Ky-Anja og hendes skønne drenge på Hirsholmen – den smukke fugleø cirka 5 sømil nordøst for Frederikshavn.

Dernæst havnede vi midt i den såkaldte Københavneruge i Skagen, som var sidste stop inden Norge. Vi var cirka 12 timer i Skagen havn, hvilket skulle vise sig at være ca 12 timer for meget. Med et halvt tons proviant bestående af dåsemad, dåseøl og et par nye venner i whisky/rom-samlingen, samt et opkald til det Skagenske-politi om den infernalske larm fra den danske nabobåd kl. 02:00 – kan vi vil godt indrømme, at vi nok ikke skal til Skagen i uge 29 igen. For dem der, som os, ikke lige er bekendt med konceptet så er uge 29 den uge, hvor de rige og de kendte fra hovedstadsområdet sejler deres kæmpe dyre skuder til Skagen og drikker sig i hegnet i en uges tid til dårlig musik. Man kan ikke sparke sig vej frem i byen for fadølsanlæg, bilreklamefolk og moonjam-kopi musikere.

Så fik vi luftet lidt flere fordomme. Sådan! Videre i teksten.

Op kl. 05 og afgang med 75 sømil mod den norske kyst og byen Arendal som lyder eventyrlig og som noget fra Ringenes Herre. Der var godt mod hos Skipper Mads med udsigten til en perfekt halvvind fra syd-sydvest og fantastisk havsejlads, og lidt mindre hos Kaptajnen, der havde vurderet det mest praktisk at tage en søsygepille før afgang.

Således fuldstændig udstenet på søsygepille overtog Kaptajnen roret efter cirka 5 sømil nord for Skagen, og fik sejlet familien cirka 5 sømil længere mod nord, før bølgerne og ej heller den blide sydvestlige vind viste sig ikke helt at svare til det, som DMI ellers så informativt havde oplyst os om i deres farvandsudsigt dagen før. Kaptajnen havde naturligvis nået at prale til sejlervennerne på de sociale medier om, at nu tog vi turen over Skagerak. Men udsigten til over 60 sømil med en god krængning i båden, kæmpe bølger og søsyge børn var ikke alt for fed. Derfor udførte Kaptajnen en virkelig dårligt udført bomning og mostlede mod øst i stedet.

Med bølgerne ind bagfra gik det som en leg, og den nu behagelige kurs førte os til Marstrand og den vestsvenske Skärgärden. Her har vi aldrig sejlet før.

Og det forstår man egentlig ikke – det er tæt på København – du kan sejle til Göteborg på en lille håndfuld dage, og herefter begynder den kæmpestore og bjergtagende smukke vestlige skærgård. Skærgården på denne side af Sverige er sammelignet med østlige Skærgård meget mere ufriseret og vild.(og med få sømærker, der markerer farleder’ne, når du bevæger dig uden for hovedruten, som svenskerne kalder for E-6’eren)

Her slår Skageraks bølger ind over de ydre skærgårdsklipper der ligger nøgne som gamle elefantrygge midt i havet. Men du skal ikke sejle ret langt ind i Skærgården før skærgårdsøerne danner læ, og her er et utal af naturhavne og små svenskerrøde sildebyer. Sildene er for længst væk og sildebyerne lever nu mest af de turister, der stuver sig selv i deres egne hvide glasfibertønder og betaler godt for det oven i hatten. En nat i havn her i Bohuslän koster et sted mellem 300-400 svenske og det mener ikke mindst svenskerne selv, måske lige er at presse citronen lidt for rigeligt.

Vi er kommet frem til at en numsefrø på svensk må hedde en: “numsgroda”. Anker har fået tilnavnet Skærgårds-Göran da han har udstyret sig selv med et par svenskerblå solbriller med guldkors på brilleglassene.

Svenskerne overøser ham nu både med mønter og friskfangede fisk, når han går rundt med svenskerbrillerne på havnebryggerne. Mads der ofte spiller guitar og synger kombineret med 1-årige nutte-Bjørn, der tumler rundt og siger “hej” til alle i sin lille orange redningsvest er den bedste ice-breaker, så vi snakker med mange her på dom svenske öerne, og ungerne har også mødt svenske børn rundt omkring, som de leger med.

Fra de høje tinder er der langt at falde, og sådan en skærgård er jo lavet af nogle temmelig robuste klipper. Så da Marstrand på vores første dag her blev agterudsejlet først på aftenen, og planen var at slippe for de dyre havnepenge, skulle Kaptajnen lægge til lige nord for Marstrand på den ø, som hedder Koön. Den var også med i havneguiden, så det skulle jo ikke være noget problem.

Men det var det så…. For dem af jer, der har læst om vores eventyr i Østersøen, så var det jo sådan, at det var mig – Kaptajnen, som sejlede hele familien samt båd på grund ved havnen Bergkvara på Sveriges østkyst. Det er 3 år siden, men oplevelsen dukkede slagkraftigt op til overfladen i det øjeblik, der skulle lægges til ved klippe. Således på sammenbruddets rand, blev roret overdraget til Skipper Mads. Og skulle vi så ikke ta’ og lægge de søsygepiller på hylden, hva fru Kaptajn?! De fucker med din hjerne.

Mads er tilgengæld blevet en virtuos klippe-tillægger. Mumrikken er behændigt blevet lagt både langskibs langs klippe, fortøjning af stævn til klippe plus hækanker, samt fortøjning af stævn til klippe og hæk til klippe – med fortøjning møjsommeligt udsejlet til vigens modsatte side i vores nye gummibåd af en Anders Ands’k bandende Kaptajn.

Den sidste uges tid har vejret ikke været det bedste, humøret har ikke været det højeste – det er ekstra svært at bevare energi og overskud, når man er blæst inde og det regner flere dage i træk. Hjemveen kommer snigende hos børn og voksne, som savner den varme lejlighed, vennerne, opvaskemaskinen, den store seng, alt legetøjet og plads til at lege med lego og togbane på gulvet.

Denne kolde juli har virkelig sat familien på prøve – både i Danmark og her i Sverige i forhold til at være mange mennesker sammen på meget lidt plads i meget lang tid. Solskin og sommerligt sejladsvejr, er helt sikkert bare kæmpe meget bedre rammer for en familie på langtur som vores, hvor de voksnes opgave udover alt det praktiske, der hører med til at holde båden velsejlende også er fuldtid på 3 x børnepasning. Derfor er bloggen heller ikke blevet opdateret de sidste par uger – vi er TRÆÆÆTTEEE. Vi har derfor forsøgt at sætte ambitionsniveauet lidt ned – når vi til Norge, så er det fint, og gør vi ikke så er det også fint, for vi kan ikke sejle langt hver dag, eller i det hele taget kalkulere med at sejle dagligt. Det tærer for meget på kræfterne. På mandag starter vi hjemmeskole for Anker og Frede, og det skal der også være tid og overskud til.

Vi krydser fingre for at vejret bliver lidt bedre i august og har bestilt nye forsyninger i Systembolaget – de har et glimrende whisky-sortiment – og så har vi noget at holde varmen på i de kolde skærgårdsaftener, når vi lader som om vi ikke har 3 børn.

Især Kaptajnen har været ved at gå ud af sit gode skind, og overlever i øjeblikket på de få timers mig-tid, som kan afses af den også hårdt børnebelastede Skipperfar.

Det er dumt at have for travlt. Det har man nogen gange, når der bliver råbt “mor” ustandseligt, og du også liiige skal vaske op, hænge regnvådt tøj til tørre, pakke tasken med mad og liiige fixe en enkelt ting på båden også. Men sådan er virkeligheden for det meste som mor og far på en båd med 3 børn, hvor Anker og Frede kan en del selv, men skal have hjælp til meget og en 1-årig som skal have hjælp til alt + være under opsyn i alle sine vågne timer, så han ikke skvatter i havet eller tegner med tusser overalt på Mumrikken. (Det første er ikke sket, det andet er.)

Vi var havnet i godt vejr på en næsten paradisiske lille ø – Koljön. En dag i fuldt flow for alle 5 familiemedlemmer. Badning fra klipper, en fin lille sandstrand, bålplads og mad rundt om bålet. Børn der beslutter sig for at slå telt op og selv pakker gummibåden med alt til projektet. Mor og far er glade og får drukket en kende for meget rom ved lejrbålet, mens solen går ned, Mads spiller guitar, alle synger, tumlingen sover og myggene stikker.

Sådan en dagen derpå, hvor regnen og blæsten atter sætter ind, hovedet gør ondt og du liiige skal fixe den der lille ting på båden, som bare var en hurtig af-bidning af gaffatape, så du kan trække et nyt spilerfald igennem bloggen oppe i masten. Det er sådan en dag du knækker en tand. Midt i Skærgården i silende regn.

Kaptajnen oplever tit rejsedestinationer igennem de forskellige landes sundhedssystemer. Fra Marokko til Møn – så kan du på et eller andet tidspunkt altid finde mig hos den lokale læge, ørelæge, på hospitalet eller i det her tilfælde: hos en lokal tandlæge midt i Skærgården.

Det er altså dumt at bide i gaffa-tape med en stifttand. Og nu 2400 svenske kroner fattigere og med udsigten til at skulle af med temmeligt meget mere end det, når vi engang lander i Danmark igen slutter denne uges blogindlæg.

Skrigende hylende master og fald og skøder, der klaprer om kap. Det giver kraftige ryk i båden, og vi er lidt bekymrede for om de tynde små fortøjningspæle nu også er stærke nok til at holde Mumrikkens 4 tons. Vi er heldigvis i havn men er havnet i stormende kuling i Ålborg – blæst inde nu på 3. dag. 6 fortøjninger holder os til mole og fortøjningpæle, da vi har mast os ind på en lidt lille plads i bådelauget Fiskekrogens afdeling. Tilgengæld er vi meget tæt på toiletterne.

Det gik ellers rigtig fint efter vi forlod Århus for en uges tid siden. Fra Århus gik det strygende til Ebeltoft hvor vi tilbragte en nat for svaj ved en af Danske Tursejleres gule turbøjer. Den lå ikke helt, hvor de havde anvist det på deres hjemmeside, men det lykkes alligevel at finde frem til den. Men vinden lagde sig aldrig helt i løbet af natten, hvor den skiftede retning fra næsten stik syd til næsten stik vest, så ved frokosten på Karens Køkken på Ebeltoft havn gyngede stolene temmelig kraftigt. Landsygen er ved at indfinde sig.

Vi har klatret rundt på den store Fregat i Ebeltoft havn med Bedster’ne, som kom på besøg der. Fregatten Jylland havde vi aldrig besøgt, og den er jo et temmelig imponerende skib fyldt med kanoner og historiens vingesus. Jeg tror ikke der var mange rene underbukser ombord, da den sejlede rundt på de danske farvande i slutningen af 1800-tallet. Godt det ikke var mig, der arbejdede som kanoner der, i mine beskidte underbukser og mistede hørelsen og fik granatsplinter i røven under kampen der stod ved Helgoland i 1864, hvor danskerne skulle vise sig at være de mest listige på søen..

En af dem som arbejdede med at formidle skibets historie til alle os besøgende fortalte, at de fleste mistede hørelsen efter sådan en omgang kanonild, og det var kun nogle af dem, der var så heldige at få hørelsen igen, når de engang var vendt hjem på landjorden igen. Der er alligevel sket lidt på arbejdsmiljøfronten siden dengang.

Det var også ligesom Kaptajnens hørelse blev bedre i løbet af de næste par dage, for de elskede Bedst’er gav en omgang tiltrængt landgang til ældste øglerne, og forældrene takker mange gange for et par rolige dage, hvor der virkelig blev sejlet igennem.

Kaptajnen har holdt rådslagning på dækket med en ekstra ration rom til besætningen, og den gamle ordning med at dele ugerne op efter skipper-tjansen (ansvarsområde: at sejle skibet sikkert + udstikke kursen) og kabysmester-tjansen (ansvarsområde: madlavning, indkøb og børnepasning) er genindført. Det hele bliver bare lidt nemmere på den måde.

Det lykkedes den voksne besætning + lille Bjørn at tilbagelægge næsten 100 sømil på 2 dage. Tak til Kriks for at stå på i Bønnerup og sejle med de 47 sømil til Aalborg. Og tak til søndenvinden for at lade os sejle mellem 6-8 knob kun for genuaen en hel lang dag. Den gode sydvestenvind lagde sig dog efter godt 10 sømil fra land efter vi var stået ud fra Bønnerup, men så blev der tilgengæld spist masser af matadormix, læst Skatteøen og spillet syrerock. (red. hvorfor har jeg aldrig læst Skatteøen før?!!!)

En tanke eller 2 går til Roskilde, hvor der i sagens natur skulle have foregået en festival, men som ligesom alt andet er aflyst i år, pga den navnkundige Corona. Det stikker lidt i hjertet at tænke på den øde og forblæste festivalplads.

Nå – tilbage til havet. Efter en lang og god tur, (primært for jerngenuaen), hvor Kriks havde lokket et par delfiner op af Ålborg havn med tysk elektropop, gik vi ind i den gamle skudehavn i Dobbelt A.

Da vi skulle lægge til i skudehavnen stod en velkomstkomit’e bestående af en flok unge mænd. De havde tilfældigvis et fadølsanlæg bag i bilen. Kriks spurgte, om det var sådan de plejede at gøre lørdag aften, men det viste sig at det var en polterabend, vi var sejlet ind i, med nogle vældig flinke fyre, som kom med kolde fadøl som det første, efter de havde hjulpet os med fortøjningen. Sådan skulle det altid være. Tak til de flinke unge mænd – vi håber brudgommen bliver godt gift. Som tak for den fine velkomst gav Kaptajnen dem vores seneste erhvervelse på alkohol-fronten – en flaske Dooleys – som Bedsterne har været så søde at forære os sammen med en hel masse andet proviant. Vi tænkte, at drengene nok ville sætte pris på den i løbet af aftenen – man skal jo aldrig gå ned på fløde-sprut til kaffen.

Drengene blev meget glade for flasken.

Da det var 20 år siden, at Kriks’en sidst havde sat sine ben i Dobbelt A, så mente Kaptajnen det var bedst at give landgang for både gast og skipper, så de herrer Mads og Kriks startede med at prøvesmage Mumrikkens whisky-sortiment – Bjørn kunne fortælle Kriks hvilken, der var en Tallisker og hvilken der var Bowmore. De kære små er jo efterlignende væsner… og herefter gik turen på usikre turistben til Gaden, hvilket eftersigende var en skræmmende omgang, og der blev hurtigt søgt tilflugt på et brunt værtshus et stykke derfra.

Dagen derpå skulle Kriks ud og se kunst. Mads skulle se sin hovedpude og ældste-øglerne er påmønstret igen, sammen med en stor pose rene og sirligt sammenlagte underbukser med sejlgarn om a la Bedstemor. Ahhh!

Det der Norge der… Det skulle være så smukt og godt, og det er jo sådan set der, vi har været på vej op hele tiden. Vi har taget os god tid, bevares. Det har jo været det smukkeste sommervejr, og det har været rigtig godt at mødes med diverse familiemedlemmer og venner på vejen mod nord. Nu er der så bare lige det ved det, at vi har været blæst inde i havnen i 3 dage nu, og vejrudsigten lover masser af vind fra vest imorgen, og dagen efter, og dagen efter igen og dagen efter den. Så hvad gør vi nu, lille du?! Er man den fødte optimist, så må den utroligt kraftige vind, da gøre noget godt for havet, sådan som den purrer op i den ellers ret rolige fjord her på egnen. Det står jo ikke for godt til med det danske havmiljø. Faktisk er der kun 2 ud af ialt 150 havområder i Danmark som har det nogenlunde ok, og hvor der kan fanges en fisk eller to. Limfjorden er ikke et af de to steder.. Kom nu regering – gør noget ved landbrugets udledning af kvælstof, og lad jer ikke stoppe af lobbyister, der står for åben skærm og proklamerer, at miseren skyldes en række IT-problemer i Miljøstyrelsen. ARRRGH – det gør Kaptajnen så gal!

Rene underbukser har vi masser af, men hvad vindretning angår kommer vi nok ikke til Norge lige med det første. Vi gør hvad vi kan for at holde havnekulleren for døren. Der kæmpes en hård kamp med vafler og Netflix for at hele familien ikke skal blive helt kuk kuk, af at være så meget sammen på meget lidt plads, mens vinden hyler udenfor og regnen pisker ned. Det er også blevet koldt – temperaturen kryber ikke over de 15 grader. Så er gode dyr rådne. Vi har set en plaget ræv idag. Den lå på en rød chaiselong. Det var inde på Kunsten her i Aalborg. Den spørger måske sin psykolog, hvad den kunne have gjort for at klare sig bedre på sine to buede violin-ben. Jeg har det lidt ligesom ræven idag. Det er iøvrigt Nina Saunders, der har lavet ræven. Mads, ræven er så meget dig!

Vi har bygget små skulpturer af diverse dims og sager på Kunsten, og de står nu fint udstillet, som Hauptmann’s assamblage værker. Det var sjovt. Vi overvejer at kopiere ideen til en “fundne dimser og sager på havne” kunstworkshop. Noget skal man jo gå og finde på når vinden blæser den forkerte vej…..

Den milde duft at det salte hav krydret med alt det bedste, som midsommer i Danmark kan byde på: krydrede hyldeblomster, blomstrende bølgende græsser på bakker og enge, roser, kaprifolier, solsortesang, lærkesang, svalernes susende kurren og solens varmeduft på det hele. En brat opvågnen i ankervigen ved Langøre førte den smukkeste sommerdag med sig. Efter et par velgørende ekstra timers søvn i Mumrikkens mave fik de voksne (læs Mads – Kaptajnen havde kun tøjvask kørende i sin let søvnmanglende hjerne, og spekulerede en del over, hvorvidt den kode, som man betalte 40 kroner for til vaskemaskinen eventuelt kunne bruges flere gange), lyst til at udforske Samsø nærmere (gammeldags kønsrollefordeling lever da i bedste velgående?), så vi lejede en elbil – den stod alligevel klar til afgang i sin ladestander på Langør havn. Det koster 500 kroner at leje en bil for en dag, hvilket jo set med turistens øjne hverken er specielt dyrt eller specielt billigt. Efter en omgang tiltrængt vaskemaskinevask af vores bugnende vasketøjskurv, fratrukket Mads’ sure underbukser, som han hellere ville have fabbe Jens til at vaske, og en intens madpakkesmøring (Anker og Frede var i totterne på hinanden om hvem der havde rodet med hvad i børnehulen og skulle udredes gang på gang) samt generelt turnedpaknings kaos, lykkedes det at komme afsted med hele kylleret ved middagstid. Helt ureglementeret, da der ikke fulgte babyautostol med i vognen – sig det ikke til nogen.

Vi havde helt typisk for os, ikke rigtig sat os ind i, hvad der er værd at se på Samsø, så vi besluttede os for at køre ud efter en ny sikring til vores lortekværn. Selve navnet Samsø kommer vistnok ifølge folkesagn fra en speciel slags gammel trold som hed Sam, ifølge den udi kulturhistorie så velbevandrede Fabbe Jens

Derfor blev første stop på turen Koldby Kås, på Samsø’s vestkyst. Efter de få minutter det tager, at køre igennem byen og ned på havnen blev vi enige med os selv om, at Koldby Kås må være Samsø’s smadrede industrielle og rå centrum. (Vi var også ude i betegnelsen: Samsø’s numsehul). Sammenlignet med de andre steder, vi har være på Samsø er der ikke noget idyllisk og romantisk over de afskallede huse, og havnen ser ud, som om den er temmeligt mange år, på den anden side af sine velmagtsdage. På havnen mødte vi dog en portion livsforfriskende lokal kolorit i skikkelse af den lokale marine-automekaniker. Han havde nogle meget store og intense øjne og hans værksted emmede af Olsen Bandensk’ Dynamit-Harry overflod af automekanik-dims og brugtbåds motorer og reservedele fra 1900-hvidkål. Han startede med at række hånden ud mod Mads, som straks gik ud fra, at det var et særligt lokalt hilseritual helt frit afkoblet fra den ellers verserende Corona-forsigtighed. Så Mads gav ham en ordentlig næveryster, hvilket affødte et helt forkert ansigtsudtryk. Han havde bare villet se den smadrede sikring, som Mads allerede havde ringet til ham på forhånd om. Automekaniker Stor-Øje havde et og andet at bidrage med i forhold til vores udfordringer med både manglende lamme-ører til påhængsmotoren og vores sprungne sikring. Han lå dog desværre ikke selv inde med nogen af delene.

Vi forlod Koldby Kås, for at fortsætte jagten på den forsvundne (lorte) sikring og 2 x lammeører (dem som man strammer en påhængsmotor fast på båden med), og var blevet frokostsultne i mellemtiden. Vi kørte lidt på må og få og endte på lykke og fromme på en bakketop ved en helt fantastisk gammel vindmølle. Koldby Mølle.

Den var lige blevet restaureret, viste det sig, og med en god portion tunsalatsandwiches i maven mødte vi Poul, som er en af de frivillige, som går og passer møllen. Han skulle lige slå græs, men han spurgte om vi havde lyst til at se møllen indeni, og det ville vi naturligvis gerne. Møllen var fantastisk – et eksempel på kvalitets Ikea-tænkning 100 år før Ikea blev opfundet. Møllen var oprindeligt bygget i Hammel, men var efterfølgende fragtet til Samsø pr. skib som saml-selv-mølle. Pouls’ egen historie var ikke mindre spændende. Han havde som ung landmand ødelagt sin ryg tilbage i de tidlige 1960’ere på at slæbe tunge kornsække. Så havde han skiftet branche og var blevet skolelærer. Han havde mødt sit livs kærlighed på den Grønlandske højskole på Samsø, og havde undervist der i en årrække. Så byggede ham og hans kone deres eget hus lidt udenfor Koldby Kås. Efter flere år på Samsø solgte de huset og flyttede til Grønland. Her var han blevet en lokal berømthed, fordi han havde leveret et perfekt skud af en isbjørnemor svømmende med sine to unger på ryggen. Skuddet var heldigvis pr. kamera og billedet var havnet på et grønlandsk frimærke og Poul havde fået råd til at opgradere spejlreflekskameraet til et bedre. En dag opdagede de, at deres gamle hus var til salg på Samsø som dødsbo. Og så var de flyttet tilbage igen og havde også haft en lille sejlbåd liggende i Langør-havn. Det var hyggeligt at løbe ind i Poul, og oveni hatten gav han ungerne særlige Anders And blade med mølle-tema.

Faktisk oplever vi altid det mest unikke og spændende, når vi ingen planer har lagt, men bare tager ud i det blå og lader tilfældet råde. Senere den dag havde vi allerede forelsket os i en snes landsbyer og dertilhørende Morten Korch-idylliske bondegårde. Særligt Nordby er helt overdrevet landsby bonde-charmerende. Når vi bevæger os rundt i smukke sommer Danmark starter de voksnes leg: “Her kunne vi også bo”, næsten automatisk. Vi fik også kigget nærmere på både et gammelt bondehus og en gammel bindingsværksgård, og var nærmest ved at droppe vores rejseplaner og bare bruge pengene på udbetalingen af et styks romantisk Samsø-sommer-idyl-bonde-lykke. Ungerne åd alle de modne jordbær i haven ved det ene hus, og satte således et lille aftryk i haven, selvom der ikke var nogen hjemme i huset. Mads satte også et slags aftryk, men det er bedst ikke at skrive mere om det.

Om aftenen endte vi blandt Gotlands-vikinge får i Issehoveds bakker og Anker og Frede styrede som 2 tørstende kvæg mod vandet og før de voksne kunne nå at sige: “våde underhylere”, stod de begge i vand til lårene iført al deres tøj. Så kunne hele familien jo ligeså godt hoppe i springet, som vi kalder det, når vi kaster os i bølgerne.

Samsø er virkelig lækker og dejlig, og vi er slet ikke færdige med Samsø. Øen er tilpas stor, til at man nok ikke får økuller lige med det første og det kan mærkes at iværksætter-ånd og kreativitet ulmer mange steder på øen. Det giver de mange håndværker-varevogne der drøner rundt på øen også deres vidnesbyrd om. Samtidig med er øens originalbefolkning også stadig tilstede. Dem kan man være heldig at observere i træsko på de små havne kørende på udborede knallerter, bevæbnet med håndbajere og en mening om alt. De samler sig i små flokke på 2-4 stykker og kan give mere end et godt råd med på vejen.

Kaptajnen leverede dagens underholdende indslag på havnen dagen efter – Midsommerdag, da forsejlsfaldets itugåede sjækel skulle udskiftes og selve faldet nedhales fra mastens top. Der var en god udsigt fra mastetoppen og 15-minutters ro og fred fra resten af familien, mens havnefolkets stemmer svagt hørtes langt under mig – Mor – Hvad laver hun? Hun falder ned! Det gjorde jeg heldigvis ikke – sådan en 14 meters mast er højt at falde ned fra.

Nu er vi, efter nat en i kedelige Egå-havn (men dog en frihavn) i Kaløvig (også en frihavn) og ligger på samme bro som Olivia – endnu en båd ejet af et konglomerat af Paluszewski-klanen. Kaptajnen har fået en vandmand lige i smasken, som måske var en brandmand i vandmandsforklædning. Ihvertfald ligner Kaptajnen en gammel pirat med et rødt hævet øje, der kunne gøre det ud for en hudfarvet klap for øjet. Pas på med de satans vandmænd derude, unger – de er ikke egnede som kasteskyts!!!! PS vandmandskasteren har lært at svømme uden redningsvest. Kaptajnen er pavestolt.

Vi er afsted!!

Det for fedt og skidehårdt, men en uge er der allerede gået siden vi kastede fortøjningerne i Lynetten. Vi fik tjekket motoren af en prof – Jusup fra Lofoten -og Leo’s Marineservice, som vurderede den til at være i rigtig god form og brugte endda udtrykket: “Wunderbar!”. Vi kan varmt anbefale både Jusup og Leos Marineservice – det var virkelig godt at få gennemprøvet motoren af en, som vidste, hvad han lavede. “En motor skal startes op fra kold for at se, om det er motor, der dur til noget”. Den prøve bestod vores motor med glans, selvom familien var ved at få havregrøden i den gale hals, da Jusup med et snuptag satte motoren i backgear for fulde gardiner. Det var helt bevidst, ellers ville den tage alt for lang tid om at blive varm, forklarede han. Motoren fik også lavet noget, der mest mindede om en stor blå urinprøve, som skulle vise om den var sund og rask. Det var den. Således klar til afgang!

Og hvilken afgang vi fik – udover at have sagt farvel til de nærmeste venner og familie en snes gange, og fået fejret Fredes 6 års fødselsdag i den smukke Vester Søhus’ have, tog vi afsted lørdag d. 13. Juni sammen med cirka 1000 andre sejlbåde. Det var egentlig lidt ved et tilfælde, at vi fandt ud af, at dette års Vild Med Vand arrangement, som naturligvis er aflyst pga. Af Corona – ligesom alle andre kulturelle begivenheder, var transformeret om til en sejlende fejring på Sundet for alle (danskere) der er vilde med vand. Vi må vente til næste år med at få nabofolket med.

Således oplyst besluttede vi at sejle med i Dansk Sejlunions store flotille-sejlads, ind igennem Københavns havn, og det var kuldegysende smukt at sejle ud igennem Lynetten sammen med cirka 50 andre både. Kriks var også påmønstret til flotille-sejladsen, hvilket senere skulle vise sig at være særdeles heldigt.

Der var ingen grænser for energiniveauet på vej ind igennem Københavns Havn, hvor vi sejlede tæt side om side med både sejl- og motorbåde, mange havde sat sejl, på Mumrikken havde vi sat øl frem istedet, og hejst det blå demo-flag: Bevar Margretheholm Havn.

Tilgengæld kom kludene op den anden vej, ud af havnen  – nu var vi fanden fisme afsted! Så manglede vi bare at finde et godt sted at sætte Kriks’en af, for han var ikke helt villig til at blive hevet med for langt nordpå, der er jo et job at passe på værftet i Lynetten.

Så var det at Øresund spillede med musklerne – det burde jo ikke komme bag på to erfarne sejlere som os, at der kan være smæk på ude på Sundet i hård østenvind, hvilket der var masser af på vores afgangslørdag. Ikke desto mindre blev Frede vækket af en bølge, som han fik lige i hovedet, fordi lugen ikke var lukket ordentligt, og den stakkel, som lå og sov middagslur, måtte efter eget udsagn svømme ud af kahytten. 

Herefter var der foran for tværs, en krængning på cirka 25 procent, og så væltede skraldespanden, med lortebleer ud over det hele, alle vores (økologiske) krydderier faldt ned fra køkkenhylden (de er for store til hullerne) – vi kører Santa Maria fra nu af! Så skulle Frede tisse, men han kunne ikke komme hurtigt nok ud af sit drivvåde tøj, og endte med at tisse i tøjet og på toilettets gulv. Så kunne det jo ikke blive meget værre, men humøret var stadig højt, og Kriks faciliterende både lortebleer og tisvåd Frede. Så var det at Anker blev søsyg, og måtte hjælpes på plads i cockpittet, og som den store finale på genvordighederne kastede lille Bjørn op udover alt, men især på Mads.

Da var det vi tænkte, at turen snildt kunne slutte i Svanemøllen havn – Kriks skulle jo også afmønstre igen. Og så fik vi også besøg af Fabbe Rams.

Så første etape bød på lidt af hvert, undtagen sømil, og mindede os på, at man ikke kan være for grundig, når der pakkes og stuves før man kaster fortøjninger. Husk det så!

15. Juni 2020

Vinden lagde sig ikke næste dag, så der blev provianteret og roet i gummibåd, men dagen efter kom vi afsted på en smuk dagssejlads til Helsingør. Her var vi også liiige et par dage, det skal jo heller ikke gå for hurtigt. Mads fik fikset strømstikket til ledningerne, der går til lanternerne i masten, det var en virkelig god bedrift, for nu har vi igen ankerlys, motorlyd og dækslys. Anker og Frede fik slået telt op på stranden, Bjørn fik skidt på stranden og så fik Anker og Frede også liige købt sig en fiskebamse mere på havnen. Kaptajnen fik Kalechemageren på havnen til at lave ekstra øjer i de windbreakers til cockpittet, som vi har fået af Kriks, men efter tilpasningen skulle det alligevel vise sig, at de store blå stykker stof, ikke er helt gode på Mumrikkens sider. Vi havde ellers tænkt de ville give skabe ekstra sikkerhed for lille Bjørn, som især Kaptajnen konstant er ved at få dårlige nerver over, når han vakler rundt på dækket. Men stofstykkerne tager for meget af udsynet, og vores ekstra klyds til rullegenuaen kan ikke bruges, når der er stof foran. Det er hermed afprøvet og afinstallerer igen. På havnen løb vi også ind i Kronborg Brass, som både kunne spille Abba og Queen og alt muligt andet på horn. 

Fra Helsingør havde vi en smuk og lang dagstur til Rørvig på 10 timer, – 33 sømil på 10 timer, ingen fartrekord her, men vi fik både sat genakkeren et par gange, og havde en rigtig fin tur for sejl hele vejen i let sommervind fra nordøst, hvorefter vi pænt smadrede kastede anker i den godt beskyttede vig ved Rørvig Havn om aftenen. Det blev fejret med Stefs gode øko cava – Tak Stef, den var virkelig god og blev drukket på det smukkest mulige sted.

Vi skal jo vestpå og nordpå, men vejret er ustabilt. Vi kunne ikke forlade Rørvig, når det hele var så smukt og sommerligt, så vi valgte at sejle i gummibåd, bade fra den fantastiske lille strand, ungerne fiskede krabber, Bjørn har lært at sige “nej” og vi høstede et helt net blåmuslinger til aftensmaden. Simpelthen ren idyl, og alt det du drømmer om ved et sejlereventyr på nordisk farvand. Men vestpå kom vi jo ikke, og så var det fine østenvindshul, vi ellers havde haft på vej væk igen. Det blev afløst af skybrudsvarsel for hele landet. Så vi søgte tilflugt på den anden side af Issefjorden i Kulhuse havn. Den kan godt anbefales. Vi trængte også til at få ladt tandbørsterne og computerne op, de er det eneste strømforbrugende ting vi har med, som ikke kan kører på 12 volt. Mads har installeret 2 solcellepaneler med 2 x 30 watt på vores agterpulpit og de fungerer overraskende godt. Vi har ikke haft brug for landstrøm, siden vi tog afsted fra Lynetten d. 13. Juni. Det fungerer rigtig fint i kombination med vores nye regulator til motoren, som optimerer vores opladning på batterierne, når vi sejler for motor. Vi kan lade batterierne helt op fra 50-60 % på godt en times tid, når vi sejler for motor – det er mere effektivt end Kaptajnens gamle smadrede Iphone. 

Tilbage ti Kulhuse: Vi kom ind netop som de største og mørkeste skyer samlede sig over os. 

Tilgengæld var stemningen virkelig god i havnen, hvor vi blev mødt med store smil og fællessang fra en stor flok ældre mennesker som netop var på vej op fra en aftendukkert. I Kulhuse må man gerne bade uden badetøj. Det virker som om de lokale går ind for badning au naturel, så her følte Mads sig naturligvis straks hjemme.

Kulhuse havn er stedet at mødes, og her løb vi spontant ind i Ankers gode kammerat, Benny samt hans mor Rikke og hele deres familie, som fejrede 70 års fødselsdag i familiens sommerhus i Kulhuse. Gensynet var så dejligt så vi havnede til 70 års fødselsdagsfest i sommerhuset og fik god te og is og jordbær, mens det fik regnet af, og sommervejret stille og roligt vendte tilbage.

21. Juni 2020

Nu ligger vi igen for anker, denne gang ud for Langøre på Samsø. Her er smukt. Men sejlturen hertil er det ikke er værd at skrive meget om, da den var temmelig langtrukken med ialt 9 timer for bankende motor i strid modvind og halvdelen af besætningen søsyge. Vi slap helskindet fra hærens skydeøvelser ved Odden, som ellers lignede et minefelt på Sejlsikkert. Tilgengæld skal vi nu have fikset vores genua, som faldt ned midtvejs – nogen burde nok have tjekket riggen inden vi tog afsted, særligt når den har stået på hele vinteren, tsk tsk. Kaptajnen må i masten og se, om hun kan få fikset det. Men lige nu skal der vist bare fikses noget nattesøvn. Vores toiletkværn er også stået af sammen med køleskabet. Nu har Mads fikset køleskabet, men den står på spand de næste par dage indtil vi (læs Mads) finder ud af, hvad der er galt med toilettet. Muligvis en lille orange dims, som hedder en sikring er skyld i problemet. Måsket skal vi bare droppe det der med at have et bådtoilet. En spand er på mange måder mere simpel og det har vi jo klaret os med før. Alle kniber sammen og tak til Bjørn for stadig at gå med ble. 

22. Juni kl. 04.00

Det er blæst gevaldigt op, og Kaptajnen + crew vågner af en ordentlig skylle og vinden, der hyler og flår i riggen. Vi driver for vinden, ankeret har revet sig løs i blæsten, som også har skiftet retning i løbet af natten. Så op i det kolde cockpit og tænde motoren, og skipper Mads knokler med ankeret, som har fanget et halvt tons mudder og ålegræs.

22. Juni kl. 05:00

Så er vi sejlet ind i Langør havn på Samsø. Solen står op, helt rød midt i regntågen, netop som vi lægger til. Nu ligger vi trygt og godt og håber på et par timers ekstra nattesøvn. Vi skal have fat i noget mere ankerkæde. Over and out.

-Vi skal afsted, men vi er her (lidt) endnu

Vi spoler lige tiden et halvt års tid tilbage: 

Det er blevet juleferie, og vi har et par stille dage til at ryste hverdagens trummerum af os og tænke lidt længere og dybere over tingene end vi normalt har overskud til.

Jeg (kaptajnen) har været stresset og haft det skidt i de måneder, jeg har været tilbage på mit arbejde efter min barsel med lille Bjørn sluttede alt for tidligt (for mit vedkommende), og jeg har i det hele taget svært ved at forstå meningen med at have et fuldtidsarbejde samtidig med at også at være mor til 3, et parforhold og et fritidsliv med interesser og venner. Jeg har i flere måneder haft hjertebanken, rystende hænder, dårlig nattesøvn, angstanfald og en generel længsel efter at leve mit og vores liv på en anden måde.

Derfor sidder vi en mørk aften i juleferien og kigger hinanden i øjnene over vores spisebordet, hvor aftensmåltidets fedtede rester efter 3 x små øgler stadig ses rundt omkring. 

Egentlig er der ikke nogen af os, som er grundlæggende i tvivl, for vi har arvet 300.000 kr. efter Mads’ mor, hvilket åbner nogle helt nye muligheder i vores liv.  Alligevel er der spørgsmål som skal stilles: Er det nu vi gør det? Skal vi vente til ungerne er lidt større? Hvor skal vi rejse hen? Hvad kan lade sig gøre på en forsvarlig måde med 3 små børn? Hvad med ungernes skole? Lejligheden? Jobbet? Familien?

Spørgsmålene er smurt tykt udover vores hjerner, som spindelvæv der klæber og klistrer sammen. Der går tankespind i maskineriet gang på gang, og vi bliver også lige nødt til at anskue situationen fra en mere praktisk/fornuftig vinkel: Skal vi ikke hellere investere arvepengene fra bedstemor i noget grøn omstilling eller i vores boliglån? Og hvad med båden – er den egentlig ikke ved at være lidt lille til en familie på 5?

Tilsidst falder der en slags ro over det hele, da julefreden sænker sig i 2019 og vi siger det til hinanden, som vi havde vidst med os selv hele tiden: Vi gør det sgu!

Andre har sagt det før os – det ER en svær beslutning at blive enige med sig selv og sin partner om at stikke til søs. Rive gulvtæppet væk under sig og hele trygheden ved hverdagen og jobbet og økonomien og ikke vide, hvad vi skal leve af, når vi kommer hjem igen.

Men som Troels Kløvedahl har sagt om det at lære at leve på en sten:

Det er du nødt til, hvis  du vil gøre det, du har lyst til. Der skal ikke ret meget til for at blive mæt. Jeg spiser havregrød hver morgen og går i genbrugstøj. Den skjorte, jeg har på, er 20 år gammel. Hvis man vil noget, så er det sgu da bare at gøre det. Det koster ikke ret meget at opretholde tilværelsen, og det er ligegyldigt, om man vil ud at sejle, eller hvad det end er, man har lyst til. Hvis man vil noget, så må man prioritere

Det føles ihvertfald helt rigtigt – genbrugstøj går vi allerede i, havregrøden står på bordet om morgenen og udlængsel og rejselyst blander sig med iskold decemberregn og revnet ler med skæve lys i vindueskarmen.

Samfundet klarer sig nok uden os i halvandet års tid og vi ved, at vi helt sikkert vil klare os fint langt væk fra det velkendte og trygge samfund for en stund. Det er nu vi gør det officielt, og der skal siges farvel til job, venner og lejlighed, og der skal forberedes en hulens masse før vi kan kaste los med hele familien om bord på et temmelig lille skib.

Skibet er jo egentlig bare en ganske almindelig sejlbåd på 32 fod (31 1/2 fod faktisk) – det er oversat til meter ialt 9,6 meter på længden og i bredden, hvor bådens mave er tykkest har vi 3 meter.

Mumrikken  – til dem af vores læsere som lige er stået på, er Mummitroldens rejselystne ven, og vores fine sejlbåd med en god velvoksen volvo pentamotor i maven. Modellen er finsk bygget og navnet er Targa 96. Der er lige plads til vores familie på 2 voksne  – Kaptajnen + mand og vores 3 drenge i alderen 1-8 år. Der er en forkahyt, hvor Mads og jeg sover med vores mindste dreng (når Mads altså ikke er forvist til sofaen i salonen, fordi Kaptajn og Bjørn fylder godt derude fortil). Så er der salonen, som det hedder, hvor der er spisebord, sofa og køkken samt et kortbord og en hundekøje. Så er der en agterkahyt hvor de store drenge sover og endelig er der cockpittet, hvorfra vi styrer båden, med rat og cockpitbænke og spil til at trimme sejlenes fald og skøder. Cockpittet kan lukkes af med et cockpittelt, der fungerer som et ekstra rum i båden, når vi ankrer op for natten eller ligger i havn.

Den svære beslutning er taget nu – vi gør det, vi tager afsted, vi skal fejre livet til søs med vores børn, mens de stadig er små og gider at være så meget sammen med deres forældre – og mens vi er friske og har kræfterne.  Nyheden er ude – til venner og familie – i er skøre siger nogle, andre synes det er for fedt, og er lidt misundelige. Vores job er sagt op, der er knebet en lille tåre eller 2,…. og i mellemtiden befinder hele verden sig så i undtagelsestilstand!

Det bliver april, der er forår på kalenderen – men der står CORONA udover alt. Verden er stadig i undtagelsestilstand. Coronavirussen raser lige derude bag vores hoveddør. Det lægger en dæmper på vores rejseeufori, men vi knokler på, for skal vi kunne tage afsted er listen over praktiske ting, som vi skal have styr på næsten ikke til at se enden på. Der skal findes lejere til lejligheden, som først lige skal forhåndsgodkendes af Huslejenævnet, der skal meldes børn ud af skole og børnehave, der skal meldes hjemmeskole til kommunen, og listen over praktiske opgaver på båden bliver bare ved og ved…

Der er undtagelsestilstand men ikke udgangsforbud. Heldigvis!

Solen skinner og vores liv har to fikspunkter: lejligheden og båden. Coronakrisen er ligeså stille ved at blive til en ny hverdag, og omverden møder vi mest i supermarkedet eller over Skype. Det hele er allerede blevet mere simpelt: vask hænder, sprit af, hold afstand, rør ikke ved unødvendige genstande i det offentlige rum, vær opdateret på sidste nyt om situationen. 

Det minder i grunden lidt om reglerne vi har på båden: vi sejler ikke før alle har redningsveste på, vi er opdateret på den sidste nye vejrudsigt, vi sparer på vandet, ungerne må ikke pille ved spil, fald og rat, alle har faste opgaver, der skal løses og på havet er det godt sømandskab at holde godt fri af andre på havet. Og måske er en lille båd på havet faktisk det allerbedste sted at være lige nu .

Vi øver os i vores frivillige isolation i lejligheden på, hvordan det bliver, når vi skal være sammen på endnu mindre plads og både skal være sammen som familie, og klare alle de praktiske opgaver ombord, som med to drenge i alderen 5 og 8 år betyder hjemmeskole samtidig med at praktikken spiller om bord, og der også er en hånd ledig til at tage sig af lille Bjørn på 1 år. 

Det bliver hårdt men godt og vi føler os både priviligerede og heldige, og den dårlige samvittighed kryber af og til ind på mig over, at vi kan rejse og være glade, når der er så mange som er syge, og har mistet deres job og livsgrundlag. Men den dårlige samvittighed bliver skubbet til side for dette er vores tid og vores liv, og vi skal nyde vores eventyrlige rejse fra start til slut. Hvis vi overhovedet kan.

Vi pakker ned og væk, og pakker til båden, pakker minder ned og nogle huskes alligevel ikke og smides ud. Vi siger farvel i børnehaven, i vuggestuen og i skolen, vi trodser Corona og afstandsregler og har en hulens masse venner på besøg – 1 af gangen, så er afstanden da nogenlunde til at opretholde. Vi kommer alligevel til at kramme lidt på vennerne og familien, selvom man jo egentlig ikke skal. Vi pakker hele læsset til båden ned i Kriks’ bil, og kører imponerende nok det hele ud på en gang. Indtil vi opdager at vi har glemt det halve og må køre et par gange mere… vi arbejder non stop mens ungerne er i professionel pasning i institutionerne og igen når de sover om aftenen. Vi er trætte, og hjertet begynder igen at slå lidt hurtigere end det plejer – for der er VIRKELIG meget at se til.

• 

Og her er vi så! Det er starten af juni – afrejsedagen var egentlig sat til 1. Juni – men en kædereaktion af ting, som skal fixes i motoren blev kickstartet af et spændebånd til varmeveksleren, der fik rystet sig af, med cirka 20 liter saltvand i motoren til følge. Det var godt vi nåede den ene lille tur ud på sundet i starten af maj, hvor det skete. Men vi har knoklet og slidt og kan efterhånden strege en del over på den næsten uendelige lange to-do liste. Udover den genstridige motor, der liiige mangler ikke at spytte brunt kølevand ud af udstødningsrøret, har vi blandt meget andet udskiftet alle toiletslanger til nye gasfri af slagsen – det tog cirka en uges hårdt og ildelugtende arbejde.

Der er installeret solceller på agterpulpitten og trukket nye ledninger, der er skiftet lamper og pærer i hele båden for at strøm-optimere. Der er syet nye hyndebetræk til diverse nedslidte hynder, så hele lejligheden har rystet af Kaptajnens gamle symaskine. Der er blevet tænkt og konstrueret babysikre løsninger til båden. Malet og lakeret til den store guldmedalje er der også i salonen og bådens lille toilet er blevet plastret til med hængereoler og nye hylder, for at have plads til alt vores habengut – og der dufter ovenikøbet friskt og godt på det lille rum. Samtidig med det, har vi sat lejligheden i stand, så den var i god stand til vores lejere, og ikke mindst har vi fået ryddet 11 års ting og sager op på loftet og ned i skralderummet.

Hvis alt går vel fra nu af (7,9,13) så har vi afrejsedag indenfor en uges tid og så går turen nordpå til de dybe norske fjorde og høje smukke fjelde. Eventyr og rejselyst er ved at falde oveni hinanden i Kaptajnens oprørske indre og den evigt og indgroede utålmodighed kan sket ikke kapere flere motorudfordringer eller noget som helst andet mer-fikseri. Nu skal vi altså ud på det hav!

Vesterhavet! En stor slumrende grønblå kæmpe tog imod os med næsten havblik og blide dønninger, der hviskede eventyrlyst ind i ørene på Kaptajnen, som efter fem minutter væk fra bølgebryderne ved Thyborøn var parat til at sejle nord om Skagens gren, og straks plottede Hanstholm ind som næste stop.

 

Heldigvis brækkede Bjørn sig ud over det hele lidt efter, og det var jo nok meget godt, for så vendte vi snuden og sejlede til Thyborøn og den trygge fjord igen.

Thyborøn er et vildt sted. Det føles som verdens ende eller som noget fra en sci fi film. Som havnen ligger der for enden af en lang tange bliver øjnene først mødt af skorstenene fra Cheminova. kigger du mod nord ses stejle, golde hvide sandklitter på Agger tange og intet spor efter den jo ellers temmelig udbredte menneskelige civilisation. I havet knejser mægtige tripods med enorme vinger og under dem vogter sælerne over deres undervandsrige.

Jeg ville miste min forstand af at bo i Thyborøn. Havet er stort, smukt og ærefrygtindgydende, men her vokser ikke et eneste træ! Dem der bor her har ingen haver, kun forkølede krukker med marehalm og andre vindbestandige vækster, er sporadisk opsat foran et par af husene. Her har aldrig arbejdet en byplanlægger og byen er mildest talt grim. Havnen er stedet at være og det bankende hjerte, der gør det muligt for folk at leve her.

Thyborøn er fiskernes og mågernes by. De kæmpemæssige fiskeskibe hiver 325.000 tons fisk op af havet hvert år, og det har mågerne hittet ud af. Fra indsejlingen til havnen til vi tog derfra var der konstant mågehylekor. Mads blev straks venner med en af havnens lokale sutter, der kunne fortælle mere end en røverhistorie og også sagtens kunne drikke mere end en øl og derfor måtte ty til sjatten i en efterladt flaske gin – man bliver jo tør i halsen her i varmen.

Mads er så meget et med naturen herude vestpå nu, at han hele tiden syntes at mågerne kalder: “faaar faaar” det lyder  præcist ligesom Anker og Frede, når de er lidt småpylrede.

Efter to søvnløse nætter, hvor Kaptajnen var blevet holdt vågen af hhv. nattens koncert af mågekor, saltlummer hedebølge og udborede knallerter samt af en baby, som er ved at få tænder (og som derfor måtte køres rundt i downtown Thyborøn den halve nat,) forlod vi vestkystens rå fiske-sci fi og søgte tilflugt endnu engang i smukke, grønne og frodige Lemvig. Vi er blevet lidt forelskede i byen, en ægte limfjordsperle. Lemvig minder lidt om en græsk eller spansk kystby, som dem ligger der og lyser, pittoreskt bygget ind i de bløde grønne bakker hele vejen rundt om vigen. Og et hus kan fås for en god halv million her. Drømmen om et hus med have i naturskønne omgivelser lever stadig i bedste velgående.

Vinden er naturligvis gået i øst, nu hvor vi skal hjem igen.  Og her gik man og troede, at vestenvinden var mere eller mindre konstant herude vestpå.

Kaptajnens skulder gik helt i smadder på en halvhård sejlads fra Lemvig til Oddesund med 10-12 sekundmeter vind, krappe bølger lige imod og en pæn hældning i Mumrikken. Hver gang vi hælder til bagbord og sejler i høj sø tager Mumrikken vand ind og gør hynderne våde. Et større detektivarbejde forestår, når vi kommer hjem. Limfjorden kan bestemt vise tænder. Heldigvis fik vi nyt besætningsmedlem i Oddesund, hvor seje fætter Julius påmønstrede, og Ky-Anja reddede Kaptajnen fra svie og smerter ved at køre hele vejen til Struer efter piller og proviant.

Der er nemlig ikke andet end samtidskunst og en benzintank/grill i Oddesund. Tilgængæld får man landets nok største pølsemix her, og ellers kan grillen være behjælpelig ved også at være en kiosk, som udover et udmærket sliksortiment også kan være behjælpelig med hygiejnebind, kølervæske og fiskegrej.  Jow jow…

Men Oddesund havn er lille og hyggelig med fantastiske fasciliteter) gratis bad, gasgrill, lånecykler og kæmpeskak) og en fantastisk udsigt. Vi besøgte også Oddesund tårnet og udstillingsstedet Regelbau – som viser installationskunst i gamle bunkers. Det kan godt anbefales, og så kan man jo snuppe en pølsemix fra grillen når sulten melder sig.

Vi overvejer at adoptere en 12-årig eller bare beholde fætter Julius ombord. Vi har haft voksentid nu hele to aftener i træk, hvor seje tålmodige Julius har puttet Anker og Frede og i det hele taget aflaster familien Paluszewski-Hau, som måske godt nogen gange kan sætte sig lidt fast i den samme rille, hvad angår familievaner – især de dårligere af slagsen. Ovrnihatten har vi haft en fantastisk sejlads fra Oddesund til Doverodde ( også helt vildt anbefalelsesværdig lille havn – og også med mulighed for samtidskunst i gammel silo, samt pølser og pomfritter).

Nu er klokken lidt over syv, der er kaffe på kanden, Styrmand Mad Mads sejler os med stjerner i øjnene på en god foran for tværs til Thisted og alle 4 unger sover.

 

Trods en næsten konstant vestenvind – så har SY Mumrikken tilbagelagt hele Limfjorden og vi er nu helt derude, hvor vestenvinden virkelig rusker og mangler nu kun at stikke snuden ud i Vesterhavet ved Thyborøn. I skrivende stund er familien og båden i Lemvig, som lige får en varm anbefaling her på bloggen – Kæft en lækker havn – den gamle havn forstås. Her ligger man bogstaveligt midt i byen. Vi har lagt til op af et lille torv med fiskebistro og 4 hoppeborge, kæmpe sandkasse og fatboys til forældrene. Hele havnen er nyrenoveret – her er kælet for de flotte detaljer på havnepromenaden, der er legepladser, badeplatforme, fiskerestauranter og en spritny skater/løbehjulslegeplads til unger og andre med hang til små hjul. En spytklat væk ligger så et fint lille handelsstrøg med butikker, barer og et knap så lækkert pizzaria (men det er vist byens eneste… Tripadviser har ikke fundet vej så langt mod nordvest endnu, at man kan finde pizzaanbefalinger).

• 

Sidst vi meldte nyt her på bloggen var i Hvalpsund . Oplevelserne har været mange siden denne lille hyggelige havn, hvor vi ud over at få besøg af en større mængde familie + Kriks (han regnes nu også som en del af familien) rendte ind i en byfest, hvor hele byen var klædt ud og ude og køre på traktor, hestevogne og andet med hjul

– har vi besøgt familie i sommerhus på Fur – hvortil vi havde en forrygende krydssejlads fra Hvalpsund til Fur og Færkerbugt – en tur på ca. 10 sømil.

 

 

Noget af det som gør det så fedt at sejle rundt i Limfjorden er, at der ikke er langt imellem havnene, øerne og de gode turbøjer og ankerpladser. Man kan planlægge mindre ture  – fx ovennævnte tur, og så fordi , det ikke er mere end 10 sømil, så gider man godt at krydse hele vejen. På den måde får vi nogle vildt gode sejladser, hvor hverken børn eller forældre blive for trætte og samtidig får vi virkelig sejlet meget for sejl, og det er aldrig kedeligt fordi vinden ændrer sig meget i forhold til landforholdene – som går fra det helt flade til det meget kuperede og med stejle klinter, som fx på Fur og på Livø samt syd for Glyngøre og Harevig. Det er bare ikke lige så fristende at tænde for jerngenuaen på de korte stræk. Så kom og sejl på Limfjorden – det er vildt fedt.

På Fur besøgte vi Styrmandens fætter Søren og hans kæreste Nanna + deres to piger Bertha og Esther som er samme alder som Anker og Frede –  det skulle vi så til Fur for at finde ud af, selvom vi faktisk alle bor i København – tænk engang. Både Nanna og Søren har nu fået blod på tanden med det hersens sejlads, så nu skal de med på tur hjemme i KBH også, så kan det jo være at de på et tidspunkt kan låne vores kære skib. Vi lå for svaj ved turbøje på østsiden af Fur – den såkaldte Færkerbugt, hvor man efter anden verdenskrig fiskede en stor kontainer fyldt med plastisk sprængstof op af selvsamme bugt. Det var noget som englænderne fik kastet lidt skævt ned. Så det var måske meget godt at vi ikke selv kastede krogen… Fur er vildt smuk – vi smed krogen foran en af Fur’s berømte molers skrænter og så sejlede styrmanden og ungerne ind på fossiljagt i gummibåden. De kom tilbage med en mågefjer, en rombepåfyr og 3 østersskaller…

Fortøjningerne får vi heller ikke altid lov til selv at kaste – jooo nordjyderne det er flinke og hjælpsomme folk. I Hvalpsund blæste vestenvinden os ind mod broen, og så Mads sit snit til afprøve den fixesmarte fralægningsmanøvre som han har siddet og savlet over flere aftener på Youtube – nu skulle det være, for vinden var perfekt til det. Meeen sådan skulle det nu ikke gå – for oppe på kajen stod der to ældre havnerotter og dem skal man ihvertfald ikke komme og bilde noget ind om en fixesmart manøvre. ” Nå ska du bare høre her, bette ven – do ska bar holde godt fast i rettet, så ska wi nok gi dig en lille skub på hækken” “Mnjaaaa” – siger Styrmand Mads – “Det føler jeg mig altså ikke helt tryg ved” “Jeg er her også og kan hjælpe ham” Siger Kaptajnen (Det virkede til at blive totalt overhørt af herrene på kajen) Så siger Kaptajnen med lidt højere stemmeføring: ” Det er jo fordi at han gerne vil afprøve en bestemt havnemanøvre” ( Det overhøres igen fuldstændigt, hvorefter Kaptajnen vælger at opgi ævred). Herefter overtager de to gamle havnerotter fuldstændig Mads’ havnemanøvre og får og bakset væk fra kajen. I det de kaster fortøjningerne over til os siger den ene højlydt på den særlige nordjyske dialekt: “Ja – sån gjør wi dæ”. Og så var der jo lissom ikke rigtig mere at snakke om. Nu har besætningen på Mumrikken overtaget denne bestemte og selvtillidsbehængte lille sætning, og det siges nu ombord i tide og utide.

Vi har overnattet i den lille perfekt beskyttede vig, Harevig syd for Glyngøre, vi har haft den fineste krydssejlads til Struer, vi har haft besøg af Kaptajnens familie i Struer og set begge bedstefædrenes barndomshjem.

Kaptajnen har været tæt på at kaste fortøjningerne en gang for alle og tage hjem, da et forfærdeligt rygonde har gjort livet lisså surt, som den silende regn, som har øset ned over os siden vi kom til Struer og de drivvåde hynder, som er resultatet af en utæthed et eller andet sted på dækket, Bjørn har fået sin første tand, der svømmer en marsvineunge rundt lige her i havnebassinet, livet går mildest talt op og ned og nu skinner solen igen her i smukke Lemvig og ryggen gør lidt mindre ondt, så Kaptajnen bliver nok på skibet lidt endnu.

78B90F83-A4D9-43C9-875F-51F9F0C8D87F

Sejlermælk.dk fik endnu en læser idag på havnen i Lemvig, hvor Kaptajnen faldt i snak med en flink fyr, som godt kunne tænke sig at komme igang med at sejle, og efter en længere snak blev min kære blog også nævnt. Efter en halv times tid råber han ud af vinduet på fiskebistroen, som vi ligger lige op af: “Feed blog”. Det varmer jo helt ind i sjælen sådan noget, og så gør ryggen lige pludselig lidt mindre ondt. Tak derude til alle jer der følger med – det er så fedt at i er der. Kommenter endelig bare endnu mere herinde end i allerede gør, det er så dejligt med alle kommentarerne ( udover alt det kinesiske spam.)

 

Så vi tilbage!

Efter at have været blæst inde på Anholt i 10 dage og 10.000 kr. fattigere, (et lille plaster på såret er, at Anker har vundet et gavekort på 100 kr. til Brugsen i Hønseskidningskonkurrencen) så er vi nu kommet til Limfjorden.

Anholt er smuk og dejlig og havet er glitrende klart og grønt på en helt særlig lækker Anholt-måde, og de laver verdens bedste gin – men det er sgu dyrt at blæse inde derovre i højsæsonen!  Vi stak af fra kannibalerne og ørken-satanisterne (red. de er vist nok døde, dem der har holdt vilde orgier i ørkenen i 1970’erne), da vestenvinden løjede lidt af, og startede turen ud i en foran for tværs i nogen lidt trælse dønninger fra 7 dages strid vestenvind, som gjorde ældste matros lettere søsyg. De lagde sig heldigvis lidt igen de dønninger, og så havde vi en fin overfart til Limfjorden – ca 7 timer tog det, mestendels for sejl, hvor det igen blæste op fra vest, da vi satte stævnen ind i Limfjordens østligste del.

Så planerne om en nat ved en turbøje blev droppet (de var også optagede), og vi lagde til i Mou havn, som er en lille forblæst frihavn og spiste naturligvis dåsesuppe til aftensmad. Dog ikke fra Mou men fra Beauvais, selvom Mou ifølge mottoet er den bedste i verden. I det hele taget genkender man mange af de kendte madvarers navne fra supermarkedet her på Limfjordsegnen, udover Mou-suppe, er der Rønbjerg med isen, Gjøl med pølserne (og de grimme plastiktrolde), og Thise med mælken for at nævne et par stykker. Men croissanter er her ingen af! Efter at have vænnet os til lækre Anholtcroissanter fra Spar Konge hver dag på vores luksuriøse Anholt ophold, så synes Himmerland at være renset for dem – nordjyderne gider åbenbart ikke denne luftige franske brødopfindelse.

I Mou fik vi provianteret på havnens udmærkede lånecykler og så stak vi ud i fjorden igen, for så kunne vi sejle alle de mange fantastiske skibe i møde, som deltager i årets Tall Ship Race, som i år har fundet sted i Ålborg.. Det er helt særligt at sejle imod en hel armada af høje gamle træskibe – som de nærmede sig ude i horisonten og langsomt voksede sig højere og højere over den grå horisont – mange af dem med flere sejl sat til agten for tværs – på en fin og vindomsust kurs mod Norge. Det var saftsusme smukt og den slags gamle smukke træskibe får det til at kilde lidt i maven af ærefrygt, opdagelsesrejse og eventyr. Vi fik vinket armene af led og taget i omegnen af 200 billeder af de smukke skibe mens de sejlede forbi os- her bringer vi et udpluk. Mads har vist sig at have evner som skibsfotograf.

Efter den eventyrlige fjordsejlads med de høje skibe ankom vi, efter at have ventet en lille times tid på broåbning af både bilbro og jernbanebro, spist pandekager og set en sæl,  til Skudehavnen i Ålborg og en ordentlig skylle. Skudehavnen er et oplevelsesrigt sted at lægge til – her er skibe i alle størrelser, aldre og modeller – vi lå eksempelvis mast ind imellem havnens største skrummel af en motorbåd og to små hjemmebyggede sejlbåde, beboet af en far og hans voksne søn – som også bidrog til havnens særlige lokale kolorit. Skudehavnen er byplanmæssigt på det spændende stadie, hvor de gamle havneerhverv er væk og nye midlertidige bylivsinitiativer flyttet ind i de gamle barakker – som et rigtig fint madmarked med såkaldt streetfood.

Skudehavnen ligger klods op af det der hedder Fjordbyen, som minder om Københavns Christiania – bare mindre og hyggeligere. Vi håber at Ålborg Kommune har nosser nok til at bevare det som det er. Der var også markedsdag med grillpølser, hoppeborg og bankospil mens vi var der – et stort tilløbsstykke for lokale børnefamilier og Hells Angels rockere. Hele området omkring skudehavnen er opkøbt af en privat grundejer og developer, så der går nok ikke mange år før det stemningsfulde havneliv er erstattet af dyre lejligheder. Skudehavnen var også stedet hvor nye gaster påmønstrede, nemlig Ky-Anja ( Mads’ søster) og seje Albert (nevø på 13 år). Sammen med de nye gaster brugte vi eftermiddagen på havnens nye friluftsbad som er state of the art, med vandlegeplads, vipper, strandsoppested og flot udsigt og trampoliner på toppen. En stor anbefaling til alle i bådene derude med børn om at sejle til Skudehavnen.

I skrivende stund, efter at have sat gaster af i Nibe og have været til muslingefest i smukke Løgstør er vi nu i Hvalpsund.

Kl viser 02.37 og Kaptajnen, som befinder sig et sted med kronisk træthed og begyndende baby-vanvid har i en omtåget omvendt-rationel tilstand besluttet at skrive blog istedet for at sove. Det kan næsten ikke betale sig da Bjørn alligevel vågner hver 2. time og vil have mad. Nu er her stille og fred og Kaptajnen ser frem til afløsning kl 06 og de to bedste timer i døgnet fra 06-08, hvor der er kvalitetssovning. Joh – det kære sejlerliv med tre små børn med konstante omsorgsbehov har bestemt sine bagsider, slut for nu – der er en baby der skal mades.